TO BUILD A MUD HOUSE...

Det var mandag d. 22 april Heidi og Nicoline tog tilbage til Danmark, og det var en meget trist dag for os alle! Vi har haft det fedeste samvær, så det var rigtig hårdt at sige farvel til dem. Nu handlede alt pludselig  om hjemrejse til Danmark, og det gjorde bare at Sofie og jeg begge havde lyst til at hoppe på det første og bedste fly til Danmark. 

Stemningen var trykket, men vores humør ændrede  sig straks, da vi fik at vide at vi dagen efter skulle bygge et mudderhus til en af de fattigste familier i Kibaale. Jeg har altid haft en drøm at være med i et byggeprojekt i Afrika, men da jeg ikke er den praktiske type har det aldrig rigtig været en mulighed. Men at bygge et mudderhus i Kibaale det er da lige til at overkomme!

Kibaale er et distrikt i den vestlige del af Uganda og er beliggende nær Tanzanias grænse. Det er et af de områder i Uganda, hvor raten af aids ramte var allerhøjest i 80’erne. Dengang var det nærmest umuligt at finde folk fra området i alderen 15-35 år pga. sygedommen, og derudover er området også kendt for, at være et af Idi Amins militærbaser. Det har derfor været et område, der har afskrækket mange mennesker for at etablere projekter, men takket være Ken og Karina Drisners projekt ’’Timothy Centre’’ har mange børn og unge fået en god skolegang i distriktet. Det var Ken og Carina, der arrangerede ’’build a mud house’’, og de udvalgte en af de fattigste familier i området, der bestod af en mor og hendes datter, der kun havde dem selv. Vi var ca. 30 muzungere og en masse børn fra den lokale skole, der hjalp til. 

Her er alle deltagende samlet foran husets skelet!

Her klaskes!

Da vi havde nok mudder til huset, skulle vi klaske mudderet på plads i husets skelet. Der gik vi med kæmpe bunker af mudder, som skulle klaskes på en helt særlig måde. Her hjalp de lokale børn os uerfarne muzungere, men til sidst faldt femøren. Efter 2,5 timer  var mudderhuset bygget, og nu skulle et nyt hold klaske komøg på. Vi var alle total indsmurt i mudder fra top til tå. At blive ren efter at bygge et mudderhus er ingen mulighed, og vi gjorde alle vores bedste for at fjerne mudderet fra vores kroppe- det blev dog ikke en succes. Men i velgørenhedens tegn er det vel okay at være beskidt!

MUDDY HANDS!

Camilla LOOOVES MUD!

Det var alt i alt en super hyggeligt dag med smil, grin, sved og hårdt arbejde, men selskabet og ikke mindst formålet var med til at gøre det til en uforglemmelig dag, hvor man virkelig følte man gjorde en forskel for den enkelte ugander. Et stort tak til Ken og Carina for at arrangere sådan et fedt projekt! 

Her står en glad mor og datter foran deres nye hus!