UGANDA PIGERNE!!!

UGANDA PIGERNE!!!
Her er en lille kort update fra volontørkursuset i Århus. Her er alle uganda-tøserne samlet, og vi er klar og parat til vores livs rejse!

torsdag den 18. april 2013



 GLÆDEN VED AT GIVE…

Man tager fuldstændig fejl, hvis man tror at velgørenhed og frivillig arbejde kun handler om at give. Det handler også om at tage. ’’Give and take’’ forholdet er meget gældende for os volontører i Uganda. Vi giver en stor del af os selv hver gang vi møder på arbejde, men jeg føler personligt at jeg får 200% igen af det jeg giver. Taknemmelighed og glæde bliver vi konstant mødt af fra vores kollegaer på babyhjemmet på skolerne, og på den måde føler man også, at man er med til at gøre en forskel for de mennesker vi omgås. 
I denne uge havde jeg valgt at købe blyanter, blyantsspidsere og bolde til min skole, og glæden var enorm, da jeg viste eleverne, hvad jeg havde med til dem. Deres reaktion var priceless, og gjorde kun lysten til at give dem flere ting endnu større. De hoppede af glæde og råbte og skreg. Boldene brugte vi til dødbold i idræt og det blev en kæmpe succes. Det var ubeskriveligt, at se knap 100 elever går helt amok over nogle bolde, som jeg i min skoletid betragtede som en del af rekvisitterne i idræt. ’’Mine børn’’ betragtede det som en kæmpe gave, og det gjorde stort indtryk på mig. 

Her går mine elever amok til dødbold!
Her er en af de ''døde''!
Babyhjemmet skulle heller ikke snydes denne uge, så vi planlagde en lille ’’treat’’ for børnene. Vi havde hjemmefra købt en masse balloner, og nu skulle de bruges! Da børnene så, hvad vi havde med, råbte de alle ’’BALLOONS’’. Vi fik derefter super travlt med at puste balloner op til alle børnene, og mange af dem reagerede kraftigt på, at de ikke fik en ballon med det samme. De helt små babyer fik de mindste balloner, og mange af dem havde mere travlt med at spise dem, end at lege med dem. Resten af flokken rendte rundt med deres balloner og var ellevilde. Men de små stakler kom til at være for vilde med ballonerne, og bum så sprang de! Specielt lille James blev bange, da hans ballon sprang, men så snart han fik stukket en ny en i hånden forsvandt hans gråd.
Selvom det blev en dag med gråd og glæde, var der ingen tvivl om , at det var en fed oplevelse for børnene. Aktiviteterne er ofte meget ensartet, men her gav vi børnene en helt speciel dag samtidig med at vi formåede at aktivere alle 15 børn på en gang. Det var en succes!

Her arbejdes på højtryk med at puste balloner op. Emily(t.h) havde ødelagt sin egen, og sorgen var stor! 



Man kan godt diskutere, hvor meget man reelt giver, når der er tale om så små ting som jeg gav i denne uge. Men det at give handler ikke om, hvad det er , eller hvad det koster, men det handler i bund og grund om, hvilken påvirkning det har på dem, man giver tingene til. Mine elever har lange skoledage, og jeg synes det er så forfærdeligt, at de skal sidde stille i så mange timer i træk. Derfor lægger jeg utrolig meget vægt på, at mine idrætstimer er sjove og fulde af leg, så det føles mere som fritid end skoletid. Derfor valgte jeg bl.a. at købe bolde til dem, så de kunne komme ud og brænde deres krudt af samtidig med  at de laver noget de nyder.
Ved babyhjemmet lagde vi stor vægt på, at børnene skulle få en ’’festdag’’. De har meget legetøj på babyhjemmet, men der er altid kamp om de samme populære stykker legetøj, men her fik alle stukket samme ’’legetøj’’ i hånden, og det var en stor succes for alle parter.

Så næste gang du tænker:’’Kan det virkelig betale sig at hjælpe, når man kun giver lidt’’ SÅ JA! Uganderne har så få økonomiske ressourcer, så dermed  kan selv de mindste ting gøre den store forskel! Altså hvem havde troet at blyanter, bolde, blyantspidsere og balloner kan redde dagen for så mange børn- Men det gjorde de!

onsdag den 3. april 2013


Ssese Islands
Dagen efter riverrafting satte vi kursen mod Ssese Islands, som er en øgruppe i Victoria Søen. Vi tog afsted fra riverrafting campen i Jinja og tog til Enteppe, hvor en færge ventede os kl. 13:00. 
Da vi ankom til havnen var vi utrolig sultne, også valgte vi at bestille en omgang pomfritter. Vi ventede 45 minutter på pomfritter, der var hårde og fuld af døde insekter. Som I nok kan forestille jer startede turen godt ud på en tom mave. Endnu værre blev det da vi så den ’’færge’’, der skulle transportere os hele vejen til Ssese Islands. Det var en lille fiskekutter, der var udstyret med redningsveste, der ikke fungerede.  Der sad vi fire hvide piger sammen med en masse afrikanere, der konstant nidstirrede mit utilfredse ansigt. AKWARD! 
Forståeligt nok at jeg var bådens omdrejningspunkt, når jeg så sådan her
ud i næsten 5 timer!
Her er den skønne fiskekutter vi sejlede i til øerne!
Turen var mildest talt utrolig udfordrende for en, der er ’’bange’’ for vand, men efter 5 timer kom vi på et fastland, der var så smukt, at det var hele besværet værd!
Her nød vi 2 dejlige nætter, hvor vi fik lov at slappe af og bare være anonyme turister. Der er generelt ikke meget at lave på øerne, så vi brugte meget tid på at nyde naturen og ikke mindst roen.

Her ses et billede af de huse vi boede i. Der var kun 21 skridt fra 
vores hus til vi stod i vandkanten! FANTASTISK!
Solnedgang ved ''vores'' strand!

Udsigten fra vores hus!





Sofie og jeg ved strandkanten!


Hver aften tændte hotellet et bål ved stranden! Det var så hyggeligt.


Efter to dage var det tid til at tage ind på fastlandet igen. Vi tog en taxa til en nærliggende by, hvor vi kom i en stor taxa beregnet til 8 personer. Vi endte med at være hele 15 mennesker i taxaen, og vi sad så fastklemt, at vi knap nok kunne klø os selv i nakken. Turen var utrolig lang, og pga. de meget mudret og våde veje var taxaen et par gange ved at vælte til den ene side. Vi sad derfor og rykkede vores vægt fra den ene side til den anden for, at undgå at vælte.
Jeg tør slet ikke at tænke på , hvad der ville ske med vores stakkels kroppe, hvis taxaen væltede! Heldigvis overlevede vikingerne også dette!
Vi ankom sikkert til havnen, hvor vores færge ventede på os. Denne gang var den stor færge, hvor sikkerheden virkede til at være i orden.  Kort tid efter ankom vi til en lille by nær Masaka, som vi senere tog en taxa til.
Turen til Masaka er heller ikke noget at prale af. Her sad vi igen 15 passagerer i en 8 personers taxa, og jeg havde placeret mig så godt, at jeg fik et spids søm i min venstre balle hver gang der var et bump/hul i vejen. Her skal der siges, at der var et bump/hul hver halve minut. Der sad vi 1,5 timer, og i selve øjeblikket var disse køreture det værste nogensinde, men set tilbage på situationen, er det jo bare hyle skægt, at man kan være så uheldig med så meget transport inden for 2 døgn. 


tirsdag den 2. april 2013


 RIVERRAFTING VED JINJA

Det var torsdag d. 21. Marts og nu skulle vi sætte kursen mod Jinja, hvor vi skulle riverrafte. Vi bookede turen hos Red Chili i Kampala, hvor turen gik fra fredag morgen. Pga. regnen blev vi meget forsinket, og før vi kom afsted var klokken næsten 17:00. Køreturen i sig selv varede knap 3 timer, men det føltes som flere år! Vi sad helt fastklemt i en lille bus uden benplads, og vejene til Kampala var utrolig hullet. Det var kort sagt en forfærdelig tur dertil.


Vi er så glade i bussen på vej til Kampala!

Galskaben var dog først startet, for da vi ankom til hovedstaden var det mørkt, og menneskemængden ude på gaderne var enorm. Vi kunne ikke finde en taxa, så vi vandrede forvirret rundt, mens folk råbte efter os. Det var mildest talt meget ubehageligt at gå fire hvide kvinder blandt så mange afrikanere, der nærmest åndede os i nakken. Vi følte flere gange at nogen prøvede at stjæle fra os, men om det var en realitet, eller indbildning vides ikke. Vi mistede ingenting, men oplevelsen var rigtig slem, og det blev bestemt ikke bedre af, at en ung mand råbte grimme ting til os og fulgte efter os. Jeg er normalt ikke en type, der nemt bliver bange, men det blev jeg her! Nu har vi alle mærket på egen krop, hvorfor vores organisation har frarådet os at bevæge sig udenfor, når mørket først har lagt sig. Vi endte senere i en special hired taxa, der bragte os sikkert til Red Chili. Vi var alle sultne da vi ankom, og heldigt for os har Red Chili super lækre stenovns pizzaere, som vi nød godt af efter den ubehagelige oplevelse i Kampala.



Næste dag gik turen tidligt mod Jinja, og selvom klokken blot var 8:00 var vi alle super energiske og ikke mindst spændte på, hvad dagen ville byde på. Selvom vi fik snakket om masse scenarier, fandt vi hurtig ud af , at vi overhovedet ikke var forberedt på det værste. Da vi ankom til stedet, hvor riverraftingen skulle finde sted, blev vi præsenteret for en masse skræmmende scenarier, der kunne ske under riverraftingen.
Vi fik bl.a. fortalt, at der befinder sig krokodiller der hvor vi skulle riverrafte, og derudover nævnte instruktørerne også, at vi nemt kunne brække samtlige dele af kroppen og få hjernerystelse under riverraftingen. De nævnte også, at båden med sikkerhed ville vælte, og at vi sagtens kunne ende med, at blive fanget under båden. Netop det scenarie skræmte mig utrolig meget!
Instruktørerne var utrolig professionelle og de mente, at vi skulle afprøve at være fanget under båden, og det var mildest talt det værste jeg nogensinde har prøvet! Følelsen af angst for at drukne og følelsen af klaustrofobi strømmede gennem min krop, da vi var fanget under båden.
Efter denne test ventede en ny fare- Vores første rapid, som var skala 5 ud af 6 i forhold til, hvor vild den er. Det var en hård start, men vi forblev alle oppe i båden! De næste mange timer gik med at vi skiftevis slappede af og kæmpede for livet. Selvom riverraftingen var en skala 5 ud af 6, var det pisse skægt, og jeg oplevede kun en gang, hvor jeg fandt det direkte ubehageligt.
Det var i den sidste (og vildeste) rapid, hvor båden væltede. Vi blev alle kastet rundt i de vilde bølger, og jeg husker ingenting fra da jeg var fanget i bølgerne. Jeg kommer først rigtig til bevidsthed, da jeg kommer op til overfladen, hvor jeg kan se, at de største bølger er på vej mod mig. Jeg gjorde som guiden havde sagt, og jeg tog en dyb indånding og lukkede øjnene, mens bølgerne fangede mig igen. Sådan fortsatte jeg indtil bølgerne var ovre, hvorefter jeg så småt kunne svømme tilbage til vores båd. Min tilstand var fin, og jeg havde kun slugt en masse vand og fået skrammer på mine fødder. Efter vi alle havde oplevet vores klimaks gik turen til bredden, hvor vi fik serveret stor og lækker frokost. Det var en utrolig dejlig afslutning på en oplevelse, der var enorm fed og samtidig skræmmende. MEN DET KAN BESTEMT ANBEFALES!



Her vælter båden i den sidste og vildeste rapid! Bølgerne var enorme 
og inden man fik set sig om lå vi alle fanget blandt bølgerne!
Mig og min røde hjelm er strandet blandt bølgerne!

WE SURVIVED!!!!!!!!!!!