FØRSTE ARBEJDSDAG PÅ PASTOR FRED SCHOOL

Det blev endelig første skoledag, og det havde jeg set frem til utrolig længe. Et par dage inden skolestart fik jeg lov at møde den klasse jeg skal undervise de næste tre måneder. Klassen består af knap 50 10-12-årige drenge og piger, der desværre alle ligner hinanden, og det gør det lidt svært at skelne dem fra hinanden. Alle elever fremstod søde og ikke mindst velopdragne.

Da jeg besøgte min klasse fik jeg også lov til  at overvære en helt almindelig engelsk time. Jeg blev både positiv og negativ overrasket. Det overraskede mig positivt, hvor velopdragne og rolige eleverne er på trods af deres evige kæmpen for, at blive set og hørt af læreren. Dog skuffede undervisningsformen mig utrolig meget, da den ikke retter sig mod den enkelte elev. Meget af tiden går på at undervise generelle ting, som eleverne derefter skal skrive i deres opgavehæfter. Lærerens tid går derfor på at forklare ting på tavlen, og derefter venter vedkommende på , at eleverne er færdige med at skrive af fra tavlen. Herefter skal knap 50 hæfter rettes, og det kan også nemt tage 15-20 minutter. Der er dermed ikke tid til at hjælpe den enkelte elev med dens faglige svagheder, hvilket jeg synes der er en stor skam. 

Det gav en del stof til eftertanke, for skal man lige gøre? Når jeg er underviser i blot 3 måneder, to gange om ugen kan jeg ikke reformere hele deres undervisningsform. Det er både til besvær for mig og eleverne, der højst sandsynligt bliver skrup forvirret af min danske undervisningsform. Jeg besluttede mig for at følge lærerens spor, og det fungerede faktisk fint.

Efter tavleundervisningen fik jeg stukket 50 hæfter i hånden, og jeg gennemgik hæfterne med den enkelte elev, så de kunne rette og forstå egne fejl. 
Næste undervisning bestod af idræt, som skulle holdes sammen med Sofie og hendes elever. Der stod vi med knap 90 elever, der var ivrige for, at se hvad to muzungere havde fundet på. Vi valgte en let opvarmning med hop, sprællemand, løb, og da de var varmet op begyndte vi med et stafet, hvor klasserne skulle konkurrere mod hinanden. Det blev en kæmpe succes, og til vores store overraskelse kendte børnene kun til løb. Det giver også et billede af, hvor kedelig og mangelfulde deres idrætstimer egentlig er. Derfor er Sofie og jeg også blevet bedt om at undervise idrætslærerne i nye idrætsformer, hvilket jeg synes der er utrolig komisk taget i betragtning af, at vi nok har være fraværende i halvdelen af gymnasietidens idrætstimer.
Første skoledag var alt i alt en utrolig fed oplevelse, og jeg glæder mig utrolig meget til at udfordres yderligere på den front de næste par måneder. 

 FØRSTE ARBEJDSDAG PÅ BABYHJEMMET

Første arbejdsdag på babyhjemmet var overvældende på alle mulige fronter for mit vedkommende. Min erfaren med børn er relativ lille, og jeg er normalt ikke typen, der er spontan med lege osv. Derfor er jobbet på babyhjemmet en kæmpe udfordring for mig, men det gik overraskende godt.
Vi blev mødt af 13 søde og glade børn, der alle ville have vores opmærksomhed. Før vi så os om, sad vi med 2-3 børn ovenpå os. Generelt fik jeg et godt førstehåndsindtryk, for jeg havde helt klart forberedt mig på det værste i forhold til børnehjemmets tilstand, faciliteter og børnenes opførsel. Alle mine fordomme blev straks forkastet, da jeg så stedet. Der er ansat  5 mamma’ere, der har til opgave at vaske tøj, lave mad og sørge for det praktiske til børnene. Ikke nok med det, så finder de også tid til at lege med børnene.
Vi er ansat til at komme der 3 gange ugentligt, så vores opgave er at aktivere børnene, mens mamma’erne ordner det praktiske. 

Her sidder Nicoline med børnene, mens de er i gang med deres frokost. Det er som regel det eneste tidspunkt, hvor der er ro på de små krudtugler :)

Som der ses på overstående billede sidder alle børnene på jorden, mens de spiser. Men ejeren Ruth og Carsten(Childcare) har valgt at sponsorere et bord og bænke til børnene, så de lærer at spise, mens de sidder ved et bord. Lige her på billedet har vi lige fået bænkede ind i huset, og børnene er super optaget af, hvad de nye ting er. 

Her sidder jeg med Freddy. Normalt er han en glad og smilende lille fyr, men han er vist ikke den store fan af spotlightet! 

Her er vi i gang med at lære børnene ''En lille and'', og det var en stor succes! Resten af dagen gik børnene og sang den, og det lød så sødt, når de prøvede at synge dansk!

FEST, FARVER, FED MAD OG FØDSELSDAG I UGANDA

Nicoline var så heldig at fylde 21 år under vores volontørophold, OG DET SKULLE FEJRES! Dagen før hendes fødselsdag bagte vi brownies og vandbakkelseskagemand, men da vores ovn er så ufatteligt inkompetent blev vores brownies hårdere end de hårdeste sten, og vandbakkelsen blev ala african style, men det smagte godt! :) 

Her er vores søde fødselslar! Os tøser stod tidligt op og bagte tonsvis af pandekager, som vi hyggede med hele morgenen. Efterfølgende tog vi på babyhjemmet og på Cafe Frikadellen, hvor vi fik rigeligt med mad! 

MØDET MED UGANDA-10 INDTRYK

1. Venligheden: Uganderne er utrolig venlige og åbne , og de er altid interesseret i, hvordan man har det.  Uanset om man kender personen eller ej siger de:’’ Hello, how are you?’’, og efter man har givet respons på deres spørgsmål er samtalen som regel færdig. 
2. De nye dufte:  Luftfugtigheden her i Uganda er meget høj, og der er en tæt og tung luft. Her er  ofte svedende varmt, og dette kan lugtes på samtlige ugandere, hvis svedlugt ofte kan fremstå sødlig og meget tung.
3. Naturen: Naturen her i Uganda er ekstrem frodig, og uanset hvor man kigger hen, ser man bananpalmer, frodige dale samt de smukkeste træer. Det er ikke for sjov, at Uganda er blevet omtalt som ’’Afrikas perle’’ af Winston Churcill. Netop den frodige natur muliggør at hele 75% af Ugandas befolkning arbejder inden for landbrugssektoren. 
4. Landsbyerne: Der findes mange små landsbyer her i landet, og størstedelen af landbyerne har x antal boder med stort set samme udvalg. Landsbyerne nær os er Kamuzinda og Bukunda og disse landsbyers udvalg står ofte på grønsager og frugter, æg, brød og lidt sodavand til den søde tand. Det er ikke altid vi kommer ind til Masaka(en by 20 km fra os, hvor der findes et supermarked), og derfor er vores kost ofte meget ensartet.
5. Fattigdommen: Der er ingen tvivl om, at Uganda er et fattigt land. Mange huse her er små og forfaldne, og kan slet ikke sammenlignes med dansk standard. Dette kan dog ikke mærkes på befolkningen, der altid fremstår glade og venlige.                                           
6. Transport: Transporten her i landet er meget anderledes fra det vi er vant til i Danmark. Store og små transporteres på en Boda Boda, som groft sagt er en ’’knallert taxa’’. Første tur på en Boda boda var meget grænseoverskridende, da jeg normalt ikke lige er typen, der sætter mig op på en knallert. Det bliver slet ikke bedre af, at vi sidder 3 mand på en boda boda, men efter et stykke tid vænner man sig til det. Vi er heldigvis blevet udstyret med en hjelm! Kønt er det ikke, men ’’better safe than sorry’’!
   En anden form for transport er taxa’erne, der findes i byerne. Her i Uganda kører man ikke før taxa’en er helt fyldt op, hvilket i deres øjne er når man sidder 5 på bagsædet og gerne 2-3 omme foran.                                  
7. Festerne: Samme dag som da vi ankom, blev vi inviteret til et bryllup. Det var stort og larmende, og ikke mindst meget offentligt. Vi sad og ventede hele 4 timer på at brudeparret kom, og i mellemtiden blev vi tilbudt mad og drikke. Der var konstant højt musik, og festen mindede mere om et diskoteksfest end et bryllup. 
8. Klimaet:  Vi ankom midt i regntiden, så derfor har vejret hernede været utrolig skiftende. Det ene øjeblik har vi omkring 30 grader og fuld sol,  men  få timer efter kan der komme det største skybrud og en masse lyn og torden. Ofte kan regnen også medvirke til at strømmen forsvinder, så derfor lever vi ofte uden strøm. Heldigvis benytter farmen sig af solceller, så vi har lys, når strømmen forsvinder!
9. Maden: Da vi var til bryllup fik vi serveret en omgang traditionel ugandisk mad. Maden bestod af matoke (most madbanan), en slags bønnesovs, ris og lidt kød. Personligt var det ikke min kop te, men vi var nødsaget til at spise store mængder af det, da alle gæsterne til brylluppet konstant nidstirrede os. Det der karakteriserer ugandisk mad er store portioner, most mad, og en enorm mængde af kulhydrater. Kort sagt, os vikinger mangler vores kød hernede!
10. Religionen: Størstedelen af befolkningen i Uganda er kristne, hvoraf dem vi snakker med ofte     er ’’Born again’’. At være ’’Born again’’ betyder at tage biblen bogstaveligt. Religionen er en stor del af deres liv , og det var vi med til at opleve da vi søndag d. 17. Marts for første gang deltog i gudstjeneste i vores lokale kirke. Det var en ekstrem fed oplevelse, at være med til en gudstjeneste, der er så anderledes fra, hvad vi kender. Her var total indlevelse, sang og dans, og folk kastede sig nærmest ned på gulvet, mens de bad grædende til Gud. I slutningen af gudstjenesten kaster en ung mand sig ned på jorden, vrider sig som en epileptiker, og folk omkring ham er overbevist om, at det er en dæmon, der kommer ud af hans krop. Dette er også bare et billede på, hvordan religiøse de egentlig er.

   Her er kirkekoret i fuld gang med at synge. 

Her underviser vi børnene efter søndagskirken. Heidi er i fuld sving med, at fortælle om Jesus og fiskeren Peter. 

MIN AFRIKANSKE FARM

Vi bor på en farm lidt uden for en mindre by kaldet Kamuzinda, og lige ved siden af os bor vores kontaktperson, som er Pontiano. Sammen med konen Rogers har de 4 søde børn ved navn Hallejuja, Tina, Enog og Solman. 

                                Her ses vores udsigt over farmen fra vores volontørbolig! 

  Her sidder vi med vores afrikanske familie bestående af Rogers(t.v), Tina, Enog, Hallejuja og Pontiano siddende med baby Solman. Vi inviterede dem til pizza og pommes-party i forbindelse med Nicolines fødselsdag, og som der kan ses på billedet er alle utrolige glade pga. vores gode madlavning! Jeg tror børnene er enige i, at dansk pizza og pommes er bedre end Matoke(most madbanan) og bønnesovs :)

To muzungere rejser til Uganda

Fredag d. 7. Marts rejser Sofie og jeg fra Holstebro banegård kl. 7:33 med meget blandede følelser. En uge forinden ankom jeg i Kastrup lufthavn efter en måneds backpack rejse i Indien, så det var utrolig underligt at allerede skulle afsted igen. Ikke destro  mindre var det også en fed følelse, for turen til Uganda er ikke mindre en ’once in a time experince’’, som jeg har glædet mig til utrolig længe til. Turen til Uganda var lang og udmattende, men vi livede op, da vi ankom i Emtebbe international airport, og efter lidt ventetid blev vi afhentet af Potiano, Rogers og deres 4 livlige børn. Derefter gik turen til ’’Kamuzinda farm’’, hvor vi sammen med Nicoline og Heidi skal tilbringe de næste 3 måneder.