TO BUILD A MUD HOUSE...

Det var mandag d. 22 april Heidi og Nicoline tog tilbage til Danmark, og det var en meget trist dag for os alle! Vi har haft det fedeste samvær, så det var rigtig hårdt at sige farvel til dem. Nu handlede alt pludselig  om hjemrejse til Danmark, og det gjorde bare at Sofie og jeg begge havde lyst til at hoppe på det første og bedste fly til Danmark. 

Stemningen var trykket, men vores humør ændrede  sig straks, da vi fik at vide at vi dagen efter skulle bygge et mudderhus til en af de fattigste familier i Kibaale. Jeg har altid haft en drøm at være med i et byggeprojekt i Afrika, men da jeg ikke er den praktiske type har det aldrig rigtig været en mulighed. Men at bygge et mudderhus i Kibaale det er da lige til at overkomme!

Kibaale er et distrikt i den vestlige del af Uganda og er beliggende nær Tanzanias grænse. Det er et af de områder i Uganda, hvor raten af aids ramte var allerhøjest i 80’erne. Dengang var det nærmest umuligt at finde folk fra området i alderen 15-35 år pga. sygedommen, og derudover er området også kendt for, at være et af Idi Amins militærbaser. Det har derfor været et område, der har afskrækket mange mennesker for at etablere projekter, men takket være Ken og Karina Drisners projekt ’’Timothy Centre’’ har mange børn og unge fået en god skolegang i distriktet. Det var Ken og Carina, der arrangerede ’’build a mud house’’, og de udvalgte en af de fattigste familier i området, der bestod af en mor og hendes datter, der kun havde dem selv. Vi var ca. 30 muzungere og en masse børn fra den lokale skole, der hjalp til. 

Her er alle deltagende samlet foran husets skelet!

Her klaskes!

Da vi havde nok mudder til huset, skulle vi klaske mudderet på plads i husets skelet. Der gik vi med kæmpe bunker af mudder, som skulle klaskes på en helt særlig måde. Her hjalp de lokale børn os uerfarne muzungere, men til sidst faldt femøren. Efter 2,5 timer  var mudderhuset bygget, og nu skulle et nyt hold klaske komøg på. Vi var alle total indsmurt i mudder fra top til tå. At blive ren efter at bygge et mudderhus er ingen mulighed, og vi gjorde alle vores bedste for at fjerne mudderet fra vores kroppe- det blev dog ikke en succes. Men i velgørenhedens tegn er det vel okay at være beskidt!

MUDDY HANDS!

Camilla LOOOVES MUD!

Det var alt i alt en super hyggeligt dag med smil, grin, sved og hårdt arbejde, men selskabet og ikke mindst formålet var med til at gøre det til en uforglemmelig dag, hvor man virkelig følte man gjorde en forskel for den enkelte ugander. Et stort tak til Ken og Carina for at arrangere sådan et fedt projekt! 

Her står en glad mor og datter foran deres nye hus!

 GLÆDEN VED AT GIVE…

Man tager fuldstændig fejl, hvis man tror at velgørenhed og frivillig arbejde kun handler om at give. Det handler også om at tage. ’’Give and take’’ forholdet er meget gældende for os volontører i Uganda. Vi giver en stor del af os selv hver gang vi møder på arbejde, men jeg føler personligt at jeg får 200% igen af det jeg giver. Taknemmelighed og glæde bliver vi konstant mødt af fra vores kollegaer på babyhjemmet på skolerne, og på den måde føler man også, at man er med til at gøre en forskel for de mennesker vi omgås. 
I denne uge havde jeg valgt at købe blyanter, blyantsspidsere og bolde til min skole, og glæden var enorm, da jeg viste eleverne, hvad jeg havde med til dem. Deres reaktion var priceless, og gjorde kun lysten til at give dem flere ting endnu større. De hoppede af glæde og råbte og skreg. Boldene brugte vi til dødbold i idræt og det blev en kæmpe succes. Det var ubeskriveligt, at se knap 100 elever går helt amok over nogle bolde, som jeg i min skoletid betragtede som en del af rekvisitterne i idræt. ’’Mine børn’’ betragtede det som en kæmpe gave, og det gjorde stort indtryk på mig. 

Her går mine elever amok til dødbold!

Her er en af de ''døde''!

Babyhjemmet skulle heller ikke snydes denne uge, så vi planlagde en lille ’’treat’’ for børnene. Vi havde hjemmefra købt en masse balloner, og nu skulle de bruges! Da børnene så, hvad vi havde med, råbte de alle ’’BALLOONS’’. Vi fik derefter super travlt med at puste balloner op til alle børnene, og mange af dem reagerede kraftigt på, at de ikke fik en ballon med det samme. De helt små babyer fik de mindste balloner, og mange af dem havde mere travlt med at spise dem, end at lege med dem. Resten af flokken rendte rundt med deres balloner og var ellevilde. Men de små stakler kom til at være for vilde med ballonerne, og bum så sprang de! Specielt lille James blev bange, da hans ballon sprang, men så snart han fik stukket en ny en i hånden forsvandt hans gråd.
Selvom det blev en dag med gråd og glæde, var der ingen tvivl om , at det var en fed oplevelse for børnene. Aktiviteterne er ofte meget ensartet, men her gav vi børnene en helt speciel dag samtidig med at vi formåede at aktivere alle 15 børn på en gang. Det var en succes!

Her arbejdes på højtryk med at puste balloner op. Emily(t.h) havde ødelagt sin egen, og sorgen var stor! 

Man kan godt diskutere, hvor meget man reelt giver, når der er tale om så små ting som jeg gav i denne uge. Men det at give handler ikke om, hvad det er , eller hvad det koster, men det handler i bund og grund om, hvilken påvirkning det har på dem, man giver tingene til. Mine elever har lange skoledage, og jeg synes det er så forfærdeligt, at de skal sidde stille i så mange timer i træk. Derfor lægger jeg utrolig meget vægt på, at mine idrætstimer er sjove og fulde af leg, så det føles mere som fritid end skoletid. Derfor valgte jeg bl.a. at købe bolde til dem, så de kunne komme ud og brænde deres krudt af samtidig med  at de laver noget de nyder.

Ved babyhjemmet lagde vi stor vægt på, at børnene skulle få en ’’festdag’’. De har meget legetøj på babyhjemmet, men der er altid kamp om de samme populære stykker legetøj, men her fik alle stukket samme ’’legetøj’’ i hånden, og det var en stor succes for alle parter.

Så næste gang du tænker:’’Kan det virkelig betale sig at hjælpe, når man kun giver lidt’’ SÅ JA! Uganderne har så få økonomiske ressourcer, så dermed  kan selv de mindste ting gøre den store forskel! Altså hvem havde troet at blyanter, bolde, blyantspidsere og balloner kan redde dagen for så mange børn- Men det gjorde de!

Ssese Islands

Dagen efter riverrafting satte vi kursen mod Ssese Islands, som er en øgruppe i Victoria Søen. Vi tog afsted fra riverrafting campen i Jinja og tog til Enteppe, hvor en færge ventede os kl. 13:00. 

Da vi ankom til havnen var vi utrolig sultne, også valgte vi at bestille en omgang pomfritter. Vi ventede 45 minutter på pomfritter, der var hårde og fuld af døde insekter. Som I nok kan forestille jer startede turen godt ud på en tom mave. Endnu værre blev det da vi så den ’’færge’’, der skulle transportere os hele vejen til Ssese Islands. Det var en lille fiskekutter, der var udstyret med redningsveste, der ikke fungerede.  Der sad vi fire hvide piger sammen med en masse afrikanere, der konstant nidstirrede mit utilfredse ansigt. AKWARD! 

Forståeligt nok at jeg var bådens omdrejningspunkt, når jeg så sådan her
ud i næsten 5 timer!

Her er den skønne fiskekutter vi sejlede i til øerne!

Turen var mildest talt utrolig udfordrende for en, der er ’’bange’’ for vand, men efter 5 timer kom vi på et fastland, der var så smukt, at det var hele besværet værd!

Her nød vi 2 dejlige nætter, hvor vi fik lov at slappe af og bare være anonyme turister. Der er generelt ikke meget at lave på øerne, så vi brugte meget tid på at nyde naturen og ikke mindst roen.

Her ses et billede af de huse vi boede i. Der var kun 21 skridt fra 
vores hus til vi stod i vandkanten! FANTASTISK!

Solnedgang ved ''vores'' strand!

Udsigten fra vores hus!

Sofie og jeg ved strandkanten!

Hver aften tændte hotellet et bål ved stranden! Det var så hyggeligt.

Efter to dage var det tid til at tage ind på fastlandet igen. Vi tog en taxa til en nærliggende by, hvor vi kom i en stor taxa beregnet til 8 personer. Vi endte med at være hele 15 mennesker i taxaen, og vi sad så fastklemt, at vi knap nok kunne klø os selv i nakken. Turen var utrolig lang, og pga. de meget mudret og våde veje var taxaen et par gange ved at vælte til den ene side. Vi sad derfor og rykkede vores vægt fra den ene side til den anden for, at undgå at vælte.
Jeg tør slet ikke at tænke på , hvad der ville ske med vores stakkels kroppe, hvis taxaen væltede! Heldigvis overlevede vikingerne også dette!
Vi ankom sikkert til havnen, hvor vores færge ventede på os. Denne gang var den stor færge, hvor sikkerheden virkede til at være i orden.  Kort tid efter ankom vi til en lille by nær Masaka, som vi senere tog en taxa til.
Turen til Masaka er heller ikke noget at prale af. Her sad vi igen 15 passagerer i en 8 personers taxa, og jeg havde placeret mig så godt, at jeg fik et spids søm i min venstre balle hver gang der var et bump/hul i vejen. Her skal der siges, at der var et bump/hul hver halve minut. Der sad vi 1,5 timer, og i selve øjeblikket var disse køreture det værste nogensinde, men set tilbage på situationen, er det jo bare hyle skægt, at man kan være så uheldig med så meget transport inden for 2 døgn. 

 RIVERRAFTING VED JINJA

Det var torsdag d. 21. Marts og nu skulle vi sætte kursen mod Jinja, hvor vi skulle riverrafte. Vi bookede turen hos Red Chili i Kampala, hvor turen gik fra fredag morgen. Pga. regnen blev vi meget forsinket, og før vi kom afsted var klokken næsten 17:00. Køreturen i sig selv varede knap 3 timer, men det føltes som flere år! Vi sad helt fastklemt i en lille bus uden benplads, og vejene til Kampala var utrolig hullet. Det var kort sagt en forfærdelig tur dertil.

Vi er så glade i bussen på vej til Kampala!

Galskaben var dog først startet, for da vi ankom til hovedstaden var det mørkt, og menneskemængden ude på gaderne var enorm. Vi kunne ikke finde en taxa, så vi vandrede forvirret rundt, mens folk råbte efter os. Det var mildest talt meget ubehageligt at gå fire hvide kvinder blandt så mange afrikanere, der nærmest åndede os i nakken. Vi følte flere gange at nogen prøvede at stjæle fra os, men om det var en realitet, eller indbildning vides ikke. Vi mistede ingenting, men oplevelsen var rigtig slem, og det blev bestemt ikke bedre af, at en ung mand råbte grimme ting til os og fulgte efter os. Jeg er normalt ikke en type, der nemt bliver bange, men det blev jeg her! Nu har vi alle mærket på egen krop, hvorfor vores organisation har frarådet os at bevæge sig udenfor, når mørket først har lagt sig. Vi endte senere i en special hired taxa, der bragte os sikkert til Red Chili. Vi var alle sultne da vi ankom, og heldigt for os har Red Chili super lækre stenovns pizzaere, som vi nød godt af efter den ubehagelige oplevelse i Kampala.

Næste dag gik turen tidligt mod Jinja, og selvom klokken blot var 8:00 var vi alle super energiske og ikke mindst spændte på, hvad dagen ville byde på. Selvom vi fik snakket om masse scenarier, fandt vi hurtig ud af , at vi overhovedet ikke var forberedt på det værste. Da vi ankom til stedet, hvor riverraftingen skulle finde sted, blev vi præsenteret for en masse skræmmende scenarier, der kunne ske under riverraftingen.
Vi fik bl.a. fortalt, at der befinder sig krokodiller der hvor vi skulle riverrafte, og derudover nævnte instruktørerne også, at vi nemt kunne brække samtlige dele af kroppen og få hjernerystelse under riverraftingen. De nævnte også, at båden med sikkerhed ville vælte, og at vi sagtens kunne ende med, at blive fanget under båden. Netop det scenarie skræmte mig utrolig meget!
Instruktørerne var utrolig professionelle og de mente, at vi skulle afprøve at være fanget under båden, og det var mildest talt det værste jeg nogensinde har prøvet! Følelsen af angst for at drukne og følelsen af klaustrofobi strømmede gennem min krop, da vi var fanget under båden.
Efter denne test ventede en ny fare- Vores første rapid, som var skala 5 ud af 6 i forhold til, hvor vild den er. Det var en hård start, men vi forblev alle oppe i båden! De næste mange timer gik med at vi skiftevis slappede af og kæmpede for livet. Selvom riverraftingen var en skala 5 ud af 6, var det pisse skægt, og jeg oplevede kun en gang, hvor jeg fandt det direkte ubehageligt.
Det var i den sidste (og vildeste) rapid, hvor båden væltede. Vi blev alle kastet rundt i de vilde bølger, og jeg husker ingenting fra da jeg var fanget i bølgerne. Jeg kommer først rigtig til bevidsthed, da jeg kommer op til overfladen, hvor jeg kan se, at de største bølger er på vej mod mig. Jeg gjorde som guiden havde sagt, og jeg tog en dyb indånding og lukkede øjnene, mens bølgerne fangede mig igen. Sådan fortsatte jeg indtil bølgerne var ovre, hvorefter jeg så småt kunne svømme tilbage til vores båd. Min tilstand var fin, og jeg havde kun slugt en masse vand og fået skrammer på mine fødder. Efter vi alle havde oplevet vores klimaks gik turen til bredden, hvor vi fik serveret stor og lækker frokost. Det var en utrolig dejlig afslutning på en oplevelse, der var enorm fed og samtidig skræmmende. MEN DET KAN BESTEMT ANBEFALES!

Her vælter båden i den sidste og vildeste rapid! Bølgerne var enorme 
og inden man fik set sig om lå vi alle fanget blandt bølgerne!

Mig og min røde hjelm er strandet blandt bølgerne!

WE SURVIVED!!!!!!!!!!!

FØRSTE ARBEJDSDAG PÅ PASTOR FRED SCHOOL

Det blev endelig første skoledag, og det havde jeg set frem til utrolig længe. Et par dage inden skolestart fik jeg lov at møde den klasse jeg skal undervise de næste tre måneder. Klassen består af knap 50 10-12-årige drenge og piger, der desværre alle ligner hinanden, og det gør det lidt svært at skelne dem fra hinanden. Alle elever fremstod søde og ikke mindst velopdragne.

Da jeg besøgte min klasse fik jeg også lov til  at overvære en helt almindelig engelsk time. Jeg blev både positiv og negativ overrasket. Det overraskede mig positivt, hvor velopdragne og rolige eleverne er på trods af deres evige kæmpen for, at blive set og hørt af læreren. Dog skuffede undervisningsformen mig utrolig meget, da den ikke retter sig mod den enkelte elev. Meget af tiden går på at undervise generelle ting, som eleverne derefter skal skrive i deres opgavehæfter. Lærerens tid går derfor på at forklare ting på tavlen, og derefter venter vedkommende på , at eleverne er færdige med at skrive af fra tavlen. Herefter skal knap 50 hæfter rettes, og det kan også nemt tage 15-20 minutter. Der er dermed ikke tid til at hjælpe den enkelte elev med dens faglige svagheder, hvilket jeg synes der er en stor skam. 

Det gav en del stof til eftertanke, for skal man lige gøre? Når jeg er underviser i blot 3 måneder, to gange om ugen kan jeg ikke reformere hele deres undervisningsform. Det er både til besvær for mig og eleverne, der højst sandsynligt bliver skrup forvirret af min danske undervisningsform. Jeg besluttede mig for at følge lærerens spor, og det fungerede faktisk fint.

Efter tavleundervisningen fik jeg stukket 50 hæfter i hånden, og jeg gennemgik hæfterne med den enkelte elev, så de kunne rette og forstå egne fejl. 
Næste undervisning bestod af idræt, som skulle holdes sammen med Sofie og hendes elever. Der stod vi med knap 90 elever, der var ivrige for, at se hvad to muzungere havde fundet på. Vi valgte en let opvarmning med hop, sprællemand, løb, og da de var varmet op begyndte vi med et stafet, hvor klasserne skulle konkurrere mod hinanden. Det blev en kæmpe succes, og til vores store overraskelse kendte børnene kun til løb. Det giver også et billede af, hvor kedelig og mangelfulde deres idrætstimer egentlig er. Derfor er Sofie og jeg også blevet bedt om at undervise idrætslærerne i nye idrætsformer, hvilket jeg synes der er utrolig komisk taget i betragtning af, at vi nok har være fraværende i halvdelen af gymnasietidens idrætstimer.
Første skoledag var alt i alt en utrolig fed oplevelse, og jeg glæder mig utrolig meget til at udfordres yderligere på den front de næste par måneder. 

 FØRSTE ARBEJDSDAG PÅ BABYHJEMMET

Første arbejdsdag på babyhjemmet var overvældende på alle mulige fronter for mit vedkommende. Min erfaren med børn er relativ lille, og jeg er normalt ikke typen, der er spontan med lege osv. Derfor er jobbet på babyhjemmet en kæmpe udfordring for mig, men det gik overraskende godt.
Vi blev mødt af 13 søde og glade børn, der alle ville have vores opmærksomhed. Før vi så os om, sad vi med 2-3 børn ovenpå os. Generelt fik jeg et godt førstehåndsindtryk, for jeg havde helt klart forberedt mig på det værste i forhold til børnehjemmets tilstand, faciliteter og børnenes opførsel. Alle mine fordomme blev straks forkastet, da jeg så stedet. Der er ansat  5 mamma’ere, der har til opgave at vaske tøj, lave mad og sørge for det praktiske til børnene. Ikke nok med det, så finder de også tid til at lege med børnene.
Vi er ansat til at komme der 3 gange ugentligt, så vores opgave er at aktivere børnene, mens mamma’erne ordner det praktiske. 

Her sidder Nicoline med børnene, mens de er i gang med deres frokost. Det er som regel det eneste tidspunkt, hvor der er ro på de små krudtugler :)

Som der ses på overstående billede sidder alle børnene på jorden, mens de spiser. Men ejeren Ruth og Carsten(Childcare) har valgt at sponsorere et bord og bænke til børnene, så de lærer at spise, mens de sidder ved et bord. Lige her på billedet har vi lige fået bænkede ind i huset, og børnene er super optaget af, hvad de nye ting er. 

Her sidder jeg med Freddy. Normalt er han en glad og smilende lille fyr, men han er vist ikke den store fan af spotlightet! 

Her er vi i gang med at lære børnene ''En lille and'', og det var en stor succes! Resten af dagen gik børnene og sang den, og det lød så sødt, når de prøvede at synge dansk!

FEST, FARVER, FED MAD OG FØDSELSDAG I UGANDA

Nicoline var så heldig at fylde 21 år under vores volontørophold, OG DET SKULLE FEJRES! Dagen før hendes fødselsdag bagte vi brownies og vandbakkelseskagemand, men da vores ovn er så ufatteligt inkompetent blev vores brownies hårdere end de hårdeste sten, og vandbakkelsen blev ala african style, men det smagte godt! :) 

Her er vores søde fødselslar! Os tøser stod tidligt op og bagte tonsvis af pandekager, som vi hyggede med hele morgenen. Efterfølgende tog vi på babyhjemmet og på Cafe Frikadellen, hvor vi fik rigeligt med mad!